Frække anekdoter om Asschenheldt

Reklamer skulle angiveligt være Satans værk. Personligt omfavner jeg de fleste. Jeg synger stadigvæk med på DK Benzins sikker 20 år gamle jingle. Der koster benzin nemlig det den koster (?), og så vidt jeg husker, er der hverken rabatter eller bonusfis, til gengæld får jeg den til netto-pris.

Men de bedste reklamer, er de sjove reklamer – og gerne platte. Og her må Peter Asschenfeldt og Calle tage prisen for årets pletskud af grænseløs humor og i særdeleshed plathed.
Tænk engang at 90’ernes mest kiksede playboy i dag tosser rundt i 10’ernes mest kiksede lavprissupermarked.

Selv har jeg flere gange haft æren af at møde den blonde kæmpe med alle teenagerne hængende omkring sig, så når han i reklamen er flankeret af lyserøde joggingsæt med Hubba Bubba, kan jeg på første hånd love den ærede læser, at det ikke kunne være tættere på virkeligheden. Veloursættene var dog miniskørt, i de tilfælde jeg mødte ham og hans altid oplagte selskab.

Første gang var på Jazzhouse i Indre København Formentlig i 99 eller 00. Han stod i baren med en hestelignende pige med lange ben, mens hans best buddy Bille August sad i en sofa og storsnavede noget der lignede en 17-årig.

Peter var tydeligvis ikke helt tilfreds med egen fangst, så han kontaktede min veninde og forsøgte at chatte hende op med en omgang små grå. Jeps, millionæren købte en røvfuld små grå. Han ved nok, hvordan damerne skal behandles. Da jeg venligst blev budt de fine dråber og takkede nej, kiggede han forundret på mig og spurgte: Er du prostitueret?

What a charm. Der stod jeg i fløjlsbukser og sweater, formentlig ingen make up, men sådan har vi alle sammen forskellige replikker, når vi står i en social, uvant klemme.

Næste gang jeg mødte Peter var på Café Ketchup. Hans andet hjem i en årrække. Jeg tror der den dag stod omkring tre 20-årige omkring ham – om de var prostituerede skal jeg ikke kunne sige, men begejstringen var stor begge veje.

Og sidst jeg mødte den store blondine var på Plejehjemmet Cafe Victor for en månedstid siden. Der tronede han med stort smil og stone wash cowboybukser. Igen med en yngre dame ved sin side, som dog lavede snigeren, da hun øjnede chancen. Hun var måske alligevel for gammel til små grå.
Hvor pengene har været mange, har det altid været ”så som så” med stilen. Men hvad betyder det, når man har penge.

Der var da heller ikke meget stil – eller måske i virkeligheden lidt for eget stil? – på drengen under et af hans mange legendariske besøg i Grøften i Tivoli med ekskonen, Maria Hirse.
Nyforelskede som Lady og Vagabonden havde den altid storsmilende millionær besluttet, at de skulle spise ved ternede duge, og når man er Peter A, skal der ikke være nogen smalle steder.
Derfor troppede han op med eget stereoanlæg, som han fik bakset strøm i og blæste noget Celine Dion-agtig musik ud, mens han viste gebis til sin udkårne lykkehjuls-pige.
Det var så lige indtil både restaurantens gæster og personale fik nok at den grænseløse happening og flåede anlægget ud af væggen og kylede det ned i kælderen.
Der står det endnu.

I de sidste par år har der været stille om den aldrende playboy. Bille fik fast dame på, og mens pengene fossede ud i intetheden, tog Peter sig en slapper.
Troede vi.
For næ nej, Peter har ikke ligget på den lade side, han har nemlig lavet musik. For hvis lortet ramler, kan man altid udgive en plade. Den vej har Malou Stella og Line Cecilie allerede vist os.

Og fandeme om ikke vi nu hører den ugentlig i reklamerne for Calles Supermarked. Grænsehandel. Grænseløs handel?

Hvis jeg kunne uddele en præmie skulle den gå til idémanden bag denne vidunderlige reklamekampagne, og selvfølgelig en omgang shots til herren, der med seneste optræden viser, at han har humor og besidder den sjældne genskab, selvironi.

Se, dét er fandeme stil!