Dengang Tv2 fyldte 20 år, sad jeg og rystede på hovedet og tænkte, hvordan fuck jeg og resten af Danmarks befolkning havde gidet se den omgang amatør-tv.
Studierne lignede noget, der var opbygget af papmache, og så gik alting så ufattelig langsomt.
Præmierne var også helt grinagtige.
I Lykkehjulet kunne man vinde en plaid og en kaffemaskine. Og i Den store klassefest, stod Kamilla Gregersen (senere Bech Holten) med papskilte, som hun skulle klistre op på en tavle, jeg kunne kende fra 70’ernes folkeskole i Farum.

Den går altså ikke mere. Derfor varr det også med målløs undren, hvordan fanden SBS turdet kaste så mange millioner efter et koncept som Big Brother, uden at forny det. Som i overhovedet!
Og fuck, hvor viuste det sig røvsygt!
Og med mellem 112.000 og 137.000 seere må jeg konstatere, at jeg ikke er den eneste, der har kedet mig. Altså helt til selvmordsstadiet.

I sidste uge var udfordringen, at beboerne skulle synge i kanon. Synge Æblemand i fucking kanon!
Ud over, at jeg undrer mig over, at beboerne ikke engang kunne finde ud af det, så fatter jeg ikke, hvem der har fundet på den ubehjælpsomme idé, der vel mest hører sig en 6-årigs niveau til. Boooooriiiiiing!

Kan man virkelig ikke – med over 100 mennesker ansatte på redaktionen og en forberedelsestid sikkert lige så lang som showet – ikke finde på noget bedre end det?
Har man glemt, at vi skriver tv-tidsalder 2012? Ikke 1998.

Når jeg ser reality fra udlandet, er der generelt væsentlig mere smæk på. Det er sjovt, konfliktfyldt og mega langt ude. Altså se-værdigt. Og det er i høj grad produktionens galskabs skyld – men ved Gud også castets.

Og det er showets største udfordring.
Udover komplet idé-fattighed, må man endnu engang konstatere, at danskere bare er røvsyge i den slags shows.
Vi giver ikke en skid. Vi sidder bare og surmuler og nægter ultimativt at udføre de opgaver, vi bliver stillet, hvis vi mener, at de er under vores værdighed.
Og det er altså ikke så lidt, der er under vores værdighed.

Da der var ”ja-uge” i Big Brother, gad de færreste af beboere overhovedet udføre opgaverne, og produktionen måtte gudhjælpemig begynde eksperimentet forfra! Og til produktionens store frustration, stadig til ingen verdens nytte. ”For der er fandeme ikke nogen, der skal fortælle os noget”, var tilgangen blandt beboerne.
Et klokkeklart eksempel på, hvorfor den slags shows aldrig bliver spændende i Danmark. Vi er for selvbevidste og kontrollerede.

Og den halve million? Fuck den. Vi bor jo trods alt i et velfærdssamfund.
Uddannelsen skal nok komme i hus. Vi har intet på spil.
Tror nok at spillet havde forløbet anderledes, hvis beboerne kom fra det fattigste Brasilien. Men det er jo et helt andet eksperiment.

Et af kerneproblemerne er desuden, at danskere tror, at de skal være “værdige vindere. De synes, at det er “være sig selv hele vejen igennem” er noget ypperligt, der gør dem mere fortjent til at vinde.
Sandheden er desværre bare den, at “værdigt” sjældent er særlig underholdende. Det bliver hurtigt dig og mig og ligeglydigt.
Næ, lad os hellere få nogen ind i et hus, som virkelig forstår, hvad kameraerne i virkeligheden kan bruges til.

Og fordi det er blevet lamt og utidssvarende at se på en flok helt almindelige danskere spise morgenmad, ryge cigaretter, spise frokost, rygecigaretter, spise aftensmad, ryge cigaretter, blev man nødt til at trække desperationskortet; Man smed en stripper, en tyk og nogle dværge ind. Kira Eggers, familie, venner, en seer, pressen, Knaldperlen og Sidney Lee. Senest 10 Facebook’ere… hovedbanegård, kan man fristes til at sige – men lige meget hjalp det.
For dværge og strippere er bare ikke godt nok. Heller ikke helikopterture, busture, udflugt til Sverige kunne ruske liv i konceptet. Kun udvande det. Totalt.
Konflikterne udeblev. Humoren var til at overse. Maskerne faldt aldrig.

Har hørt en fugl pippe, at Kanal 5 påtænker anden sæson.

Må jeg anbefale et mere ekstremt cast. Så er jeg er sikker på, at den seer jeg kender (og som jeg har lovet ikke at nævne navn på nogensinde) lover at kigge med. Særligt, når Umar er i bad.

Her for noget tid siden så jeg et opslag på Facebook, som lød nogenlunde sådan her: If you are against gay marriage, dont get one and shut the fuck up. På dansk, hvis du er imod homo-ægteskaber, så lad være med at gifte dig med en, og hold din fede kæft.

Til alle tider og i øjeblikket, synes Helle Thorning og venner på Borgen, at det er noget, der rager hele den danske befolkning – altså, hvem man gifter sig med og hvordan.

Udviklingsministeren (er der egentlig nogen, der ved hvem fanden han er?) mente endda at vide, hvordan kærlighed mellem yngre kvinder og ældre mænd foregår, da det gik op for ham – bedre sent end aldrig – at folkepensionisten Jørgen Leth elsker unge, brune kvinder fra fx Haiti. Den er nemlig ikke-eksisterende, erklærede han.

Men kan man ikke snart forestille sig, at politikerne og staten skal blande sig fuldstændig udenom folks liv i lagnerne? Uanset om det er letkøbte one-liners på Facebook eller ligefrem hjernedød kirkelovgivning – som i øvrigt er helt uhørt meningsløs og diskriminerende, når præsterne i virkeligheden må forvalte de statsudstukket retningslinjer, præcis som de vil, hvis de lige ikke føler for dem. Fx kan præster nægte at samarbejde med kvindelige præster – eller vie homoseksuelle.

Jeg er målløs.

Kunne man forestille sig at en Sonofon-dame ikke ville servicere kunder med anden herkomst end dansk? Næppe.

Vi skriver 2012, og alligevel er det åbenbart et fantasifoster ved navn Jesus eller Gud, der skal bestemme, hvem mig eller mine venner kirkeligt skal gifte os med.
Er vi ikke snart færdige med sådan en gang værdi-pis, der alligevel ikke har nogen som helst fornuftig mening i virkeligheden?

Hvis Biblen virkelig siger, at man ikke må bolle med sit eget køn, så vil jeg foreslå, at Danmark melder sig ud af den klub allerhurtigst muligt. Alt andet er diskriminerende og hører sig hverken denne tid til eller en stat til at blande sig i.

I samme omgang ville vi også slippe for at skulle tage en bizar diskussion om, hvorvidt det er ok at slå sin kone ihjel, hvis hun er utro – og om parrets sønner og døtre skal lide samme straf (åh, Biblen elsker fællesstraf, den skøre bog).
Vi ville også undgå en debat om påbuddet om at om at slå alle landmænd ihjel, som sår forskellige afgrøder på samme mark.
Ja, og alle mulige andre vanvittige påbud og forbud nedfældet i samme bog, der af en eller anden grund altid ender med at true læseren med at slå vedkommende ihjel.

Og så ville vi ikke blive tvunget omkring kirkebøgerne, når vi føder et barn i dette land. Det er jo helt skørt – for ikke at sige krænkende. Faktisk troede jeg, at den slags kun hørte hjemme i fx Iran.

Engang interviewede jeg Tove Videbæk, dengang MF for Kristeligt Folkeparti. Vi talte om homoseksuelles ret til at stifte familie, og hun var nærmest ved at græde, da hun beskrev alle de forfærdelige konsekvenser, når et barn ikke vokser op med mor og far. Ja, og så rablede hun noget om biblen.

Må jeg minde om, at biblen er nedfældet af en overskuelig række mænd for knap 2000 år siden, der havde et magtsygt og dengang tidssvarende bud på, hvordan mennesker skulle leve.
Ja, og så griner man af, at Jim Lyngvild er bekendt til asatroen…

Skil nu religion fra stat.
Vi burde jo slet ikke have et ministerium for alfer, feer, nisser, enhjørninge og andre usynlige venner.
Hvad folk læser af eventyr må være deres helt private sag. Jeg vil i hvert fald ikke blive tvunget fordommene fra en 2000 år gammel bog ned over hovedet.

Tak for samarbejdet til Danmarks-automaten

Dengang jeg var yngre, arbejdede jeg på et plejehjem i Bispebjerg. Det var ganske vist kun en uges tid, men det var alligevel rigelig med tid til, at jeg nåede at stifte bekendtskab med det forunderlige fænomen, jeg siden har givet navnet ”plejehjemsøjenbryn”.

Mens nogle ældre mænd får kraftigere og mere buskede øjenbryn med alderen (altså Ole Ernst-øjenbryn), mister en del ældre damer faktisk deres med årene, og den slags var der jo råd for; oldemødrene tegnede dem simpelthen op med en sort eyeliner eller tusch.

Resultatet var varierende, alt efter hvor meget den pågældende beboer rystede på hænderne – men uanset hvor sikre de var, kom stregen aldrig til at ligne øjenbryn. Man kan vel kalde det en slags funktionel mode.

Men i dag er der åbenbart sket det ganske forunderlige, at plejehjems-øjenbryn er kommet på en slags ungdomsmode. For nøjagtig lige som alt andet fra kassebukser til dreadlocks finder et nyt publikum hvert 20. år, er den tendens jeg egentlig troede kun hørte sig den absolut ældre generation til, nu blevet et slags fænomen, der har sneget sig ind på de danske tv-kanaler igennem de sidste tre-fire-fem år – plejehjemsøjenbrynene har sgu taget hjem hos dagens reality-deltagere.

Den første jeg bemærkede den nye reality-mode hos, var Camilla Framnes fra De unge mødre.
Til at starte med tegnede hun sine lidt fimrende bryn op med en brun streg, men nu har hun altså taget konsekvensen og har barberet hele dynen af og tegner to lange og meget tynde horisontale streger hen over hvert øje. Bum!

Amanda Sisse fra samme serie har valgt en lidt anden stil. Hun går efter det overraskede look og har derfor tegnet to kroket-mål-buede streger cirka en-to centimeter højere end hvor de biologiske bryn engang sad, så hun i dag ligner en overrasket klovn fra et cirkus.

Den unge mor Melissa startede med at køre Amanda Sisse-style men har nu valgt at udskifte kroket-buen med det omvendte V-look, der imponerende trækker eyeliner-brynene helt op mod hårgrænsen. Næsten som om, der er krog i lortet.

Gad vide, hvor mange gange i løbet at dagen, de har udtværet sorte pletter smattet rundt i panden?

Men det er jo langt fra kun de unge mødre, der bruger tusch i morgenritualet. Også Stephanie fra Singleliv på Kanal 4 har haft fat i barbermaskinen i et forsøg på at løfte alderen. Dette med mere eller mindre held. Man skal altså virkelig passe på ikke at komme til at se underlig ud, når man har benstruktur, der afslører, hvor brynene naturligt har sin plads.

Lidt lige som Linse Kessler. Hun har bare taget skridtet og fået tatoveret en helt ny virkelighed i ansigtet. Om smerten kompenserer resultatet, vil jeg lade op til læserne.

Her forleden så jeg Malou Stella hive den blå engangsskraber frem for at hærge sin mors bryn. Jeg sad satme med hjertet oppe i halsen, mens den – måske/måske ikke påvirkede – unge mor ragede bladene rundt i sin mors ansigt, mens hun råbte hende ind i hoved, at hun skulle holde sin kæft.
Hvem sagde overgreb?
Men hvem ved, måske er bizarre øjenbryn et kriterium for at komme i betragtning til den slags shows?

Jeg kan i hvert fald konstatere at også Sofie fra Fristet og Divaer i junglen også stiler mod plejehjemsmoden – om end hun kun er nået til at massakrere brynene med pincet. Sofies ligner næsten ”Puma”-mærket.

Men det er jo ikke kun realiy-typerne, der har tendens til ansigtsmassakre.
Bare se på Milena Penkowa og Amanda Jacobsen…

Kan vi ikke lave en aftale om, at I lægger skraberne fra jer i en måneds tid eller to – og så bruger nogle af de penge, I almindeligvis ville bruge op kunstige negle, til at besøge en skønhedssalon, som får rettet lortet ned på den plads, hvor det rent faktisk hører til.
Alternativt købe noget vækstfremmer…

Tak for samarbejdet til BettingExpert DK Betfair

Jeg er fra flere kvindelige sider blevet opfordret til at se Sex, Kaos og Bekendelser, som bliver vist på DR2.
Jeg har aldrig kunne tyre film som Nynnes Dagbog, Veninder og Bridget Jones, jeg synes de er nogle røvsyge stereotyper og har aldrig fundet særlig interesse i det, som definerer kvindeting; Slankekure, make-up, shopping og en masse andet tomt blæs.
Men på DR2 skulle jeg se fem angiveligt meget forskellige kvinder dokumentere deres liv over 100 dage.

Men der blev jeg skuffet. For uanset hvem af damerne man følger, er det nøjagtig de samme ting, de siger og lever efter; de vil finde en mand og have børn – og livet uden mand og børn er nederen.

Endnu engang viser kvindeuniverset sig at være så uhyggelig snævert, at jeg må overveje, om kvinder virkelig ikke rummer andet end obsessiv besættelse af parforhold og med tilsyneladende eneste mål for livet at formere sig. Og så længe de ikke har nået det, er livet åbenbart halvt.
Om det så er håndbold-Tove fra Jylland, der konstant skal bekræftes af ny kæreste på den hovedrystende efterskoleagtige måde, den meget unge Zyta med ekskæreste og dreadlocks (so 90’ies), fraskilte Majse Njor eller den selvudråbte man-eater, Frida, der i øvrigt viser sig at være den mest volvo-hungrende og formeringsbesatte af dem alle sammen.

Jeg er med på, at kærlighed er vigtigt for de fleste almindelige mennesker – men det havde sgu været fedt, om man ikke kun havde valgt kvinderne ud fra forskellig alder og landsdele og fundet en, der havde bare ét enkelt andet meningsfuldt gøremål eller drøm for livet.

Der jo bliver nødt til at være andet i deres liv. Altså, de må jo bare engang i mellem have samtale om andet. Forbandet ærgerligt, at vi ikke ser det. Jeg har lyst til at smadre mit fjernsyn, ver gang jeg ser hende der Tove. Hun er jo helt ulidelig. Tænk, hvis hun er sådan i virkeligheden: Hele tiden sidde og spørge sin kæreste, hvrofor han kan lide hende og hvor meget. Og bagefter ressonere over svaret til kameraet og konkludere, at hun ikke selv er helt klar til at sige det tilbage til ham – for så at bede ham om endnu mere bekræftelse. Puha, det er anstrengende. Nærmest en syge. Særligt, når vi alle ved, at hun er ved at flække af forelskelse. Så sig det dog!
Det bliver så barnagtigt kompliceret, og jeg gider ikke være en del af det endimensionelle selskab. Øv!

Måske mest øv til instruktør og klipper, for jeg begynder helt at tvivle på, om kvinder med andre mål i livet en mand er en sjælden race.
Til gengæld begynder jeg at forstå, hvorfor der er så få kvinder i topposter – det giver fin mening, når det eneste vi åbenbart rigtig interesserer os for, er, at være kone til en mand og få nogle børn.
Det er åbenbart de to ting, vi benhårdt går efter fra fødsel til død, hvis man skal tro kvinderne i programmet – og i alle de endimensionelle chick-flick-plat-film for egen målgruppe.

Men midt i hele singlelivs-kaosset, er der alligevel Amira. En mor til tvillinger, som hun er hæmningsløs træt af at være sammen. Børn, som hun ikke finder hverken charmerende eller elskelige.
Amira lukker modigt og overraskende op for en helt ny og tabuiseret virkelighed, ingen synes at tale om. Ikke at elske sit liv som mor. For puh, der meget trofæ og konkurrence med børn.
Puh, der meget prægtighed. Alt er altid godt og rent og pænt. Mødres børn er altid søde og særdeles dygtige. Og os, der ikke har dem bliver ofte beskyldt for enten ikke at vide hvad kærlighed er, eller bare være egoistiske.
Men Amina er fucking træt af sine to piger. Hun orker ikke deres græden, hun gider ikke lege med dem mere – hun gider ikke tage dem op.
Hun erklærer for sin mand, at næste gang nogen siger i Metroen dikker, ”ih, nogle søde børn”, vil hun svare, ”Ja, det kan godt være, at de ser sådan ud, men de er røvsyge at være sammen med”.
Og helt ind i hjertet bliver det, da hun flyver i faldskærm på en længe ventet ferie og betror kameraet: Hvis jeg falder ned herfra, så er det slut. Så har jeg ikke mere ansvar overfor nogen. Det føles helt vildt befriende. Det gør sgu indtryk.

Amina rører ved noget, meget få mødre tør. Hun bryder sig ikkenaturligt om at være mor. Hun savner sin mand. Og sig selv. Hun vil have sig selv tilbage.

Jeg tror Københavns Kommune har mange parforhold på samvittigheden, når der skal gå op til 15 måneder, før ungerne kan komme i institution. For tro det eller lad være – der er andre mål i livet end at glo på mand og børn.